Vil du være med til at gøre en forskal ved at arbejde med spildevandsplanlægning og -sagsbehandling - midt i Naturens Rige?
Så har du chancen nu, hvor vi søger en ny kollega til spildevandsområdet.
Opgaven er først og fremmest servicering af erhvervene og borgerne samt beskyttelse af naturen og grundvandet. I dette arbejde er samarbejdet med Ringkøbing-Skjern Forsyning også en vigtig opgave.
Hvad går jobbet ud på?
Din primære opgave bliver spildevandsplanlægning og myndighedsarbejde på spildevandsområdet som f.eks. udstedelse af påbud i kloaksepareringsprojekter, udledningstilladelser til overfladevand, nedsivningstilladelser og opfølgning på henvendelser og igangværende sager.
Derudover vil du blive inddraget i øvrige opgaver som klagesager, interne og eksterne høringer, vedligeholdelse af data m.v.
Endelig kan der også blive tale om andre opgaver i afdelingen afhængigt af dine kompetencer og interesser.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du har et godt kendskab til kommunal sagsbehandling eller planlægning gerne indenfor spildevandsområdet, men det er ikke en nødvendighed og du må gerne være nyuddannet. Du skal arbejde sammen med to erfarne sagsbehandlere, der kan støtte og oplære dig.
Du må også gerne have kendskab til spildevandshåndtering i praksis.
Din uddannelsesmæssige baggrund kan være ingeniør, biolog eller miljøtekniker, men andre uddannelser som teknolog, byggetekniker, kloakmester, håndværker mv. kan også være relevante.
Vi lægger desuden vægt på, at du
- er god til skriftlig og mundtlig kommunikation
- har gode samarbejdsevner og er udadvendt
- har godt humør og masser af humor
- har ben i næsen, smil på læben og lyst til at blive klogere hver dag
- har mod på at udvikle og sætte dit eget præg på teamet
Kørekort er en nødvendighed.
Hvad får du hos os?
Du bliver en del af vores spildevandsteam på 3 kolleger i faggruppen Natur, Land og Vand, hvor vi er i alt 27 gode folk, der arbejder med alt fra grundvand og natur til spildevand og landbrug.
Vi holder til i skønne rammer på havnen i Ringkøbing – tæt på vand, vind og vidder. Her finder du 110 kolleger i afdelingen Land, By og Kultur, som dagligt hjælper hinanden, vender både den lille og store verdenssituation og har en kultur, hvor du hurtigt føler dig hjemme.
Hos os får du:
- et meningsfuldt fuldtidsjob på 37 timer med flextid og mulighed for hjemmearbejde, når det passer til arbejdsopgaverne
- frihed under ansvar – og ansvar for noget, der betyder noget
- gode kolleger og faglige udfordringer
- løbende kompetenceudvikling – Livets Skole er meget god, men kurser, konferencer og efteruddannelse er også vigtigt.
- løn efter gældende overenskomst
Lidt mere om os
Vi arbejder ud fra visionen Naturens Rige, og det mærkes i alt, hvad vi gør. Vi tror på åbenhed, fleksibilitet og engagement – og vi har skabt en arbejdsplads, hvor både fællesskabet og fagligheden trives.
Løn og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst.
Arbejdssted er på Smed Sørensens Vej 1, 6950 Ringkøbing.
Ansøgningsfristen er den søndag den 9. november 2025 og vi forventer at afholde samtaler torsdag den 13. november 2025.
Har du spørgsmål? Kontakt Ivan Thesbjerg på tlf. 9974 1403 eller ivan.thesbjerg@rksk.dk.
Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen "Ansøg" nederst på siden. Vedhæft din ansøgning og dit CV samt relevante bilag i PDF eller DOC format.
Vi skal oplyse dig om, at ved eventuel fremtidig ansættelse ved Ringkøbing-Skjern Kommune, vil der være krav om anvendelse af dit private MitID til identitetssikring ved aktivering af IT-brugerkonto.
Medarbejderne i Ringkøbing-Skjern Kommune er vores vigtigste ressource
Vi understøtter det gode liv og væksten. Vi går efter de gode løsninger sammen med borgere, virksomheder og andre gode relationer.
Vores arbejde er båret af viden, som vi hele tiden udvikler. Vi lærer af enhver opgave - både som enkeltperson, team og organisation. Læring er en del af hverdagen.
Vi er og bliver rige på natur i Danmarks største kommune. Naturen er kilden til det gode liv og til at skabe vækst. Det går vi efter. Det lykkes, fordi vi forkæler ildsjælene og arbejder sammen på tværs.