Dagtilbudsleder med fuld ledelsestid til Spjald børnehave og dagpleje
Vi søger en ny leder til vores moderne og meget veldrevne børnehave, der ligger på en stor naturskøn grund med stor legeplads. Spjald helhed har en børnehave med 75 børn samt 24 dagplejebørn fordelt hos dagplejere i 8 private hjem i Spjald.
Vi søger pr. 1. juni 2026 en dygtig, arbejdsom og erfaren leder, som har lyst til at videreudvikle en meget velfungerende institution sammen med medarbejdere.
I Spjald har vi en velfungerende børnehave og dagpleje med meget engagerede og dygtige medarbejdere. Der er et godt samarbejde imellem dagpleje, børnehave og skole, hvor der skabes trygge overgange med de bedst mulige betingelser for børnenes trivsel, læring og udvikling. Førskolegruppen har tæt samarbejde med skolen, så vi sikrer en god overgang fra børnehave til skole. Ligeledes besøger vores dagplejere børnehaven jævnligt for på den måde at skabe samme gode overgang fra dagpleje til børnehave.
Børnehavebørnene er i alderen 2 år og 10 måneder til 6 år. Børnene er inddelt i tre blandede aldersmæssige grupper samt en fjerde gruppe med de ældste.
Den 900 m2 store børnehave blev bygget i 2011 og har ca. 18000 m2 udefaciliteter og legeplads. Børnehaven er alsidig indrettet og har optimale fysiske rammer, der giver gode muligheder for motoriske udfoldelser indendørs i puderummet samt udendørs på den store legeplads.
Børnehaven og dagplejen har en meget stor forældreopbakning. Forældrene har bl.a. stået for at plante en skov på børnehavens grund med økonomisk hjælp fra byens erhvervsliv
Vi søger en stærk faglig leder, der er optaget af kvalitet og udvikling i det pædagogiske arbejde med de gode læringsmiljøer i såvel børnehave som blandt dagplejere. Det er vigtigt, at du vægter at udøve nærværende faglig ledelse, der udvikler kerneopgaven. Derfor prioriterer du at være fysisk til stede i praksis. Du anerkender og har blik for at sætte medarbejdernes forskellige kompetencer i spil.
Vi søger en leder, som:
- har en pædagogisk uddannelse samt ledelseserfaring
- har eller ønsker at tage et diplom i ledelse
- er fagligt velfunderet og klar og tydelig i kommunikationen
- mestrer pædagogisk, personalemæssig og administrativ ledelse.
- er anerkendende og leder gennem tydelig dialog og involvering
- kan støtte, engagere, motivere og inspirere medarbejderne til at yde deres bedste for børnene
- går forrest og er vedholdende ved implementering af nye tiltag i praksis
- vægter et velfungerende forældresamarbejde
Du indgår i et ledelsesteam, som udover dig består af afdelingsleder i Specialcenter Øst, afdelingsleder for klub og SFO, viceskoleleder og skoleleder. Vi har et tæt samarbejde, hvor vi har egne ansvarsområder, men sammen kvalificerer beslutninger og processer. Dette ser vi som en styrke. Helheden har tilknyttet fælles pedeller.
Din nærmeste overordnede er helhedslederen, der også er leder af skolen. Dagpleje og børnehave har egen forældrebestyrelse.
Spørgsmål til stillingen og evt. aftale om at komme på besøg i institutionen kan rettes til helheds- og skoleleder Helle Lundsgaard tlf. 22120031 eller bestyrelsesformand Trine Gram tlf. 51275798. Løn og ansættelsesforhold er efter gældende overenskomst. Ringkøbing-Skjern Kommune indhenter børneattest i ansættelsesforhold, der vedrører børn og unge.
Stillingen ønskes besat d. 1. juni 2026. Der er ansøgningsfrist d. 27. april kl. 12.00 og samtalerne afholdes d. 29. april.
Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen "Ansøg" nederst på siden. Vedhæft din ansøgning og dit CV samt relevante bilag i PDF eller DOC format.
Vi skal oplyse dig om, at ved eventuel fremtidig ansættelse ved Ringkøbing-Skjern Kommune, vil der være krav om anvendelse af dit private MitID til identitetssikring ved aktivering af IT-brugerkonto.
Medarbejderne i Ringkøbing-Skjern Kommune er vores vigtigste ressource
Vi understøtter det gode liv og væksten. Vi går efter de gode løsninger sammen med borgere, virksomheder og andre gode relationer.
Vores arbejde er båret af viden, som vi hele tiden udvikler. Vi lærer af enhver opgave - både som enkeltperson, team og organisation. Læring er en del af hverdagen.
Vi er og bliver rige på natur i Danmarks største kommune. Naturen er kilden til det gode liv og til at skabe vækst. Det går vi efter. Det lykkes, fordi vi forkæler ildsjælene og arbejder sammen på tværs.