Byggesagsbehandler søges – vær med til at styrke vores byggesagsbehandling

Vil du arbejde med byggesagsbehandling i en kommune med stor aktivitet og mange forskellige typer af byggeri? Og motiveres du af at kombinere myndighedsrollen med god service og konstruktiv dialog?

Ringkøbing-Skjern Kommune styrker byggesagsområdet som led i en politisk prioritering af at nedbringe sagsbehandlingstiderne og skabe en bedre og mere effektiv service for borgere og virksomheder.

Derfor søger vi en byggesagsbehandler, der vil være med til at løfte opgaven sammen med os.

Du bliver en del af Byg og Miljø og kommer til at arbejde med kommunens mange og forskelligartede byggesager. Her får du mulighed for at bruge din byggefaglige viden i myndighedsarbejdet og samtidig spille en vigtig rolle i dialogen med borgere, virksomheder og professionelle rådgivere.

Hvad vi har brug for

Som byggesagsbehandler arbejder du med myndighedsbehandling efter byggelovgivningen. Opgaverne spænder bredt, og vi tilrettelægger i et vist omfang opgaveporteføljen efter dine kompetencer og erfaringer.

Dine opgaver vil blandt andet være:

  • behandling af byggesager efter byggeloven og bygningsreglementet
  • forhåndsdialog og vejledning af borgere, virksomheder og professionelle rådgivere
  • vurdering af byggeprojekter og den nødvendige dokumentation
  • afklaring af lovgivning i samarbejde med andre fagområder
  • koordinering og tværfagligt samarbejde med kolleger internt og eksternt
  • at bidrage til ensartet praksis, effektiv sagsbehandling og høj faglig kvalitet.

Vi har fokus på at få sagerne godt og effektivt igennem – uden at gå på kompromis med kvaliteten i myndighedsarbejdet. Derfor har vi brug for en kollega, der både kan arbejde struktureret med den enkelte sag og har blik for fremdrift.

Hvem er du?
Du har en bygningsfaglig baggrund. Det kan eksempelvis være som bygningskonstruktør, ingeniør, arkitekt eller med en håndværksmæssig baggrund suppleret med relevant uddannelse og erfaring.

Det er en fordel, hvis du allerede har erfaring med byggesagsbehandling, men din konkrete faglige baggrund er ikke det eneste afgørende. Vi lægger også vægt på, at du har forståelse for byggeri, kan sætte dig ind i lovgivning og har lyst til at arbejde i myndighedsrollen.

Vi forestiller os, at du:

  • har kendskab til byggeloven, bygningsreglementet og gerne relateret lovgivning
  • arbejder struktureret og grundigt og samtidig har blik for fremdrift
  • kan omsætte regler og lovgivning til forståelig vejledning og klare afgørelser
  • kommunikerer godt både mundtligt og skriftligt
  • møder borgere, virksomheder og rådgivere i øjenhøjde
  • kan stå fast på de faglige og juridiske rammer, når det er nødvendigt
  • trives med samarbejde og bidrager aktivt til den fælles opgaveløsning
  • er nysgerrig og har lyst til løbende at udvikle din faglighed.

Du skal kunne se dig selv i en politisk styret organisation, hvor vi skal balancere lovgivning og faglige vurderinger med ønsket om at yde en god og effektiv service.

Hvad tilbyder vi?
I Land, By og Kultur bliver du en del af et stærkt arbejdsfællesskab, hvor vi hjælper hinanden med at lykkes.
Vi møder dig dér, hvor du er, og tilpasser opgaver og ansvar til dine kompetencer og erfaringer, så du får mulighed for både faglig og personlig udvikling.
Du står aldrig alene – du har dygtige kolleger at sparre med og en leder, der bakker dig op.
Vi tilbyder en høj grad af fleksibilitet i arbejdet – uden det går på kompromis med kerneopgaven eller fællesskabet med dine kolleger
Du får base på Smed Sørensensvej 1, hvor omkring 130 engagerede kolleger fra hele Land, By og Kultur arbejder sammen om at skabe værdi for borgere og virksomheder.

I Byg og Miljø bliver du desuden en del af et fagligt miljø, hvor vi deler viden og hjælper hinanden med de vanskelige sager. Vi arbejder løbende med vores arbejdsgange og praksis, og du får mulighed for at bidrage til udviklingen af den måde, vi løser byggesagsopgaven på.

Løn og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesforhold sker efter gældende overenskomst.
Stillingen er på 37 timer, og en væsentlig del af arbejdstiden foregår på kontoret i Ringkøbing, med mulighed for hjemmearbejde når opgaverne tillader det.

Praktisk information

Ansøgningsfrist: 1. november 2026
Samtaler: 11. november 2026
Forventet tiltrædelse: Januar 2027

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte:

Thomas G. Frydensbjerg
Leder af Byg og Miljø
Tlf. 41 49 41 30
E-mail: thomas.frydensbjerg@rksk.dk


Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen "Ansøg" nederst på siden. Vedhæft din ansøgning og dit CV samt relevante bilag i PDF eller DOC format.

 

Vi skal oplyse dig om, at ved eventuel fremtidig ansættelse ved Ringkøbing-Skjern Kommune, vil der være krav om anvendelse af dit private MitID til identitetssikring ved aktivering af IT-brugerkonto.

 

Medarbejderne i Ringkøbing-Skjern Kommune er vores vigtigste ressource

Vi understøtter det gode liv og væksten. Vi går efter de gode løsninger sammen med borgere, virksomheder og andre gode relationer.

Vores arbejde er båret af viden, som vi hele tiden udvikler. Vi lærer af enhver opgave - både som enkeltperson, team og organisation. Læring er en del af hverdagen.

Vi er og bliver rige på natur i Danmarks største kommune. Naturen er kilden til det gode liv og til at skabe vækst. Det går vi efter. Det lykkes, fordi vi forkæler ildsjælene og arbejder sammen på tværs.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Thomas Gravild Frydensbjerg Afdelingsleder
Arbejdstid: Fuldtid
Stillingskategori: Administration & Sagsbehandling
Kontakt kommunen
Ringkøbing-Skjern Kommune
Ved Fjorden 6
6950 Ringkøbing
post@rksk.dk
Cvr.nr: 29 18 96 09